Erantissen var ikke så lidt stolt over sin gule blomst, som næsten lignede en kongekrone på en grøn pude, og vintergækken var ikke mindre stolt over sine hvide klokker, som lyste op ved hækken.

Et stykke derfra, ovre ved husmuren, stod en krokus. Den var både violet og hvid, og også den var godt tilfreds med sine farver. Alle tre blomster kunne se hinanden og beundre hinanden. Imellem dem var der et par jordknolde, hvorfra der kom nogle grønne spirer.

“Hvad er det for spirer, som er skudt op her?” sagde vintergækken til krokussen. “Jeg ved det ikke”, svarede krokussen, “men de plejer aldrig at blive til noget særligt. Nu har jeg været fremme hvert eneste forår og aldrig set dem blive til mere.”