Krokussens blade var for længst borte. Tilbage var kun en krans af grønne stilke, så den havde ikke mere at prale af. Dens kronblade lå på jorden som et par tilfældige malerklatter.

 

“Nu skal I se!” sagde gråspurven glad til de tavse og afblegede blomster, “nu folder den sig ud”.

 

Solens stråler nåede jordknoldene og på toppen af stilkene var den smukkeste blomst, som skinnede om kap med solen. De andre blomster måtte give gråspurven ret. De kunne med deres svage øjne lige skimte den høje og herlige blomst.

 

Flot så det ud, men blomsten pralede ikke, den lyste blot op i haven.